Norgeshjælpen

Historien bag Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde hører uløseligt sammen med den såkaldte Norgeshjælp under 2. Verdenskrig. Under Norgeshjælpen blev der indsamlet penge i Danmark for hvilke, der blev sendt fødevarer til nordmændene, som man vidste manglede de mest basale ting og måske frem for alt kalorier.

Hjælpen nåede ud til et meget stort antal nordmænd. Opgørelser efter krigen viste, at der var brugt mere end 42 mio. kr. på Norgeshjælpen. I alt blev der sendt mere end 32.000 tons madvarer fra Danmark, og det svarer sammenlagt til, at hver nordmænd i gennemsnit i løbet af krigen modtog mere end 10 kg madvarer gennem Danskehjelpen, som den blev kaldt i Norge.

Sammenhængen mellem Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde og Norgeshjælpen skyldes også, at det efter krigen var nogle af de samme personer, der havde stået bag arbejdet med Norgeshjælpen, som stod bag oprettelsen af fondet i marts 1946. Startkapitalen til samarbejdsorganisationen kom fra penge, der var blevet tilovers fra Norgeshjælpen. Fondets hjemsted blev Lysebu ved Oslo, som i 1947 blev givet det danske folk af nordmændene i taknemmelighed over den danske fødevarehjælp. Et dansk hjemsted fik Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde i 1950 med købet af Schæffergården ved Gentofte.

Norgeshjælpens opståen

Norgeshjælpen kom i stand pga. det norske miljø, der også dengang fandtes i Danmark og især i København. Blandt de mange dansk gifte norske kvinder, der bl.a. samledes i Norges Hus på Amager Boulevard, kom der i 1941 en indsamling i stand, hvor man samlede brugt tøj ind for at sende det til Norge. Tøjindsamlingen gik ganske godt, men de danske myndigheder, der skulle godkende tøjudførslen til Norge var ikke begejstret for  gel på i Danmark, blev udført af landet.

Damekomitéen

I løbet af sommeren 1941 dannede tre norske kvinder i København Den Norske Damekomité, som videreførte hjælpearbejdet. Med i komitéen var Petra Sletten, forretningskvinde og indehaver af Norsk Fars-butikkerne, Asbjørg la Cour, der var gift med danske historiker Vilhelm la Cour og Borghild Hammerich , som blev hoveddrivkraften i arbejdet. I modsætning til Norge var der overskud af fødevarer i Danmark, og efterhånden fik Damekomitéen et så godt navn hos de myndigheder, der skulle bevillige fødevareudførslerne, at alt hvad Damekomitéen havde råd til at købe, fik lov at udføres.

Pengene til Damekomitéens arbejde kom til at begynde med fra små og store private indsamlinger. Året efter at Damekomitéen var blevet dannet stiftedes Norgesfonden af bl.a. Borghild Hammerich mand, Carl Hammerich, for at for at styrke indsamlingerne. Foruden de private indsamlinger, der bredte sig til hele landet gennem de mere end 20 lokalafdelinger af Norgesfonden, begyndte en større skoleindsamling i 1943.

Kort efter befrielsen i maj 1945 kørte Borhild Hammerrich til Oslo i en af Socialministerens biler. På Norges nasjonaldag den 17. maj blev hun hyldet på Carl Johan i Oslo. Privat foto.

Et af de største humanitære hjælpearbejder i Danmark nogensinde fandt sted under 2. Verdenskrig, hvor der dagligt i gennensnit blev sendt mere end 22 tons fødevarer til Norge. Værdien af hjælpen svarer i dag til i alt mere end 600 mio. kr.  

Inden krigen var omme, var der drøftelser i gang om, hvordan de gode kontakter og forbindelser landene imellem kunne bevares. I Norge kom der en indsamling i gang, som mundede ud i købet af Lysebu til Danskehjem i Oslo.

I København indvilligede de danske myndigheder i, at det overskud på ca. 16 mio. danske kroner, som stod tilbage efter Norgeshjælpen, kunne bruges på en dansk-norsk samarbejdsfond.

Kontinuiteten fra Norgeshjælp til Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde blev illustreret da Lysebu i 1947 blev overdraget til Fondet for Dansk-Norsk Samarbejdes første formand, H.H. Koch, og første generalsekretær, Borghild Hammerich. 

Kendskabet til de norske tilstande

Kommunikationen mellem Danmark og Norge var pga. krigen blevet indskrænket: Avisernes artikler om Norges blev forhåndscensureret, der skulle særlige tilladelser til og gode begrundelser for at få lov at rejse til Norge, breve blev censureret osv. Alligevel vidste man i den danske befolkningen som helhed overraskende god besked om, hvordan det stod til i Norge. Især var de norske kvinder i Danmark velorienteret gennem familie og venner i Norge.

Ikke bare politikerne, men i befolkningen i det hele taget var man meget optaget af det nordiske. Særlig var Norge interessant, fordi man her havde valgt en anden politisk kurs end i Danmark. Fra modstandsorienterede kredse søgte man at fremstille de norske forhold, hvor der fra april til juni 1940 var væbnet kamp mod den tyske besættelsesmagt, som uplettet og ren i forhold til den danske kompromispolitik. At den norske konge og regering herefter fortsatte den ideologiske kamp fra London blev især mod slutningen af krigen endnu et symbol på forskellene mellem de politiske vilkår i Danmark og Norge. Men for flertallet af den danske befolkning skal man nok snarere forestille sig, at det var bevidstheden om, at der ikke var nok mad i Norge (selv kartofler var rationerede), der gjorde, at Norge blev betragtet og diskuteret med særlig interesse.

Blandt det der optog sindene i Danmark var de norske nazister og Vidkun Quisling. Gennem bl.a. faglige tidsskrifter var nazificeringsforsøgene af hele det norske samfund kendt i Danmark, og folkene bag Norgeshjælpen var meget opsatte på, at hjælpen ikke kom nazisterne til gode. Godt nok ønskede man at fremstille hjælpen som en hjælp fra folk til folk, men samtidig var der fra nogle af givernes side et politisk motiv med hjælpen. Under alle omstændigheder ville indsamlingen i Danmark meget hurtigt stoppe, hvis det kom frem, at hjælpen gik til nazisterne.

Fordelingen i Norge

Måden som varerne fra Danmark blev fordelt i Norge var altså overordentligt vigtigt. Hovedpersonerne i uddelingerne blev de norske præster og læger. Fra sognene blev fødevarerne fordelt til bl.a. skolebørn. Særlig kendt blev den havresuppe, som mere end 50.000 norske børn daglig blev bespist med. De børnerige familier i byerne var i det hele taget nogle af de mest udsatte grupper i det norske samfund, og de var da også blandt dem, som man søgte at hjælpe gennem bespisningerne af børnene på skolerne og ved at give fødevarehjælp direkte til familierne. Lægernes andel i Norgeshjælpen var at uddele de danske varer til syge og svagelige fra konsultationer og hospitaler. 

Den hjælp som fordeltes gennem lægerne og menighederne blev sendt til Norge med skib i store engrosforsendelser. Ofte var der tale om, at afvejningen af fx mel og gryn i mindre portioner, først foregik i Norge. Disse forsendelser udgjorde langt den største del af Norgeshjælpen målt i kg. En anden type forsendelser var såkaldte gavepakker, der blev sendt fra Damekomitéen direkte til en modtager i Norge. I København var der flere firmaer, som havde specialiseret sig i den slags gaveforsendelser. Et af de største hed O. Evensen. Ved at betale et beløb sørgede O. Evensen for at pakke en såkaldt standardpakke, der vejede 5 kg, og som kunne indeholde fx smør, bacon, konserves, bolsjer og evt. bouillonterninger. Damekomitéen blev i løbet af 1942 en af Evensens største kunder. Samarbejdet blev udbygget til, at O. Evensen stod for at pakke hovedparten af de i alt over 400.000 gavepakker, som blev sendt fra København. For at Damekomitéen kunne sætte sit særlige præg på forsendelserne, bl.a. søgte man at lægge vægt på, at gaven var ment som en opmuntring og givet af hele det danske folk, blev der omkring højtiderne trykt hilsener med styrkende ord fra København.

Efter befrielsen

Med befrielsen i Danmark den 5. og Norge den 9. maj 1945 fulgte også afslutningen på Norgeshjælpen. Kriseøkonomi og smalkost fortsatte nogen tid endnu, men det videre perspektiv var forandret, og der var ikke længere brug for det mellemled mellem den danske og norske befolkning, som Den Norske Damekomité havde udgjort.

For nogle af de aktive i Norgehjælpen forekom det ironisk, at det blev under krigen, at samarbejdet mellem Danmark og Norge blev forbedret. Inden krigen var omme, var der drøftelser i gang om, hvordan de gode kontakter og forbindelser landene imellem kunne bevares. I Norge kom der en indsamling i gang, som mundede ud i købet af Lysebu til Danskehjem i Oslo. I København indvilligede de danske myndigheder i, at det overskud på ca. 16 mio. danske kroner, som stod tilbage efter Norgeshjælpen, kunne bruges på en dansk-norsk samarbejdsfond. Kontinuiteten fra Norgeshjælp til Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde blev illustreret da Lysebu i 1947 blev overdraget til Fondet for Dansk-Norsk Samarbejdes første formand, H.H. Koch, og første generalsekretær, Borghild Hammerich. 

Nyhetsbrev

Du er påmeldt vårt nyhetsbrev!

Lukk
Schæffergården Lysebu