Liv Ullmanns mange ansigter
Fra den 1. april til den 27. juni 2026 viser Cinemateket i København en filmserie med fokus på Liv Ullmanns virke som skuespiller og instruktør
For mange er Liv Ullmann som skuespiller uløseligt forbundet med Ingmar Bergman og nogle af filmhistoriens mest ikoniske kvindeportrætter. Men hendes arbejde bag kameraet – med filmproduktioner i både Norge, Danmark og Sverige – har en selvstændig og markant plads i nordisk filmhistorie.
Fra den 1. april til den 27. juni 2026 viser Cinemateket i København filmserien Liv Ullmanns mange ansigter. Kavalkaden fokuser på hendes kunstneriske virke som skuespiller og instruktør – og kredser om det nære, det skrøbelige og menneskeligt komplekse.
Denne serie er både et møde med nordisk filmhistorie og en invitation til at se – og mærke – mennesket bag blikket. Undervejs sætter vi fokus på både norsk og dansk litteratur, den store kærlighed - og det fællesnordiske.
Cinemateket har skabt serien i samarbejde med Norges Ambassade, Sveriges Ambassade, Fonden for Dansk-Norsk Samarbejde, Foreningen Norden, Nabolandskanalerne og Norden på Film. Rasmus Brendstrup og Sophie Engberg Sonne er programredaktører og står bag serien på Cinemateket
Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde kan som samarbejdspartner tilbyde billetter med ca. 30 % rabat.
Brug rabatkoden ULLMANN2026 i feltet under 'antal billetter'