Fondet skal skifte leder

Thorbjørn Tønder Hansen, som har været ansat som fondschef i Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde siden slutningen af 2022, har forud for udløbet af sin åremålskontrakt meddelt, at han ikke ønsker at forlænge ansættelsen.

Grundlaget for åremålsansættelsen var parternes forventning til, at der i god tid inden udløbet af ansættelsen ville være en endelig afslutning af salgssagen af Schæffergården i Danmark og dermed tid til en afklaring af Fondets videre struktur og virksomhed. Dette har slet ikke vist sig realistisk. Arbejdet med Fondets formålsbestemte virksomhed har derfor været klemt i betydelig grad.

-Jeg har været utrolig glad for alle de mange facetter, som arbejdet som fondschef både i Danmark og Norge har budt på, og jeg har fået skabt markante og langsigtede resultater i arbejdet med fondsaktiviteterne som kulturelle arrangementer, seminarer, netværksudvikling og kurser, siger Thorbjørn Tønder Hansen.
 

-Men jeg har vurderet, at endnu nogle år med den meget store samling af opgaver uden for den egentlige fondsvirksomhed ville trække så meget på mine muligheder for at forløse det potentiale i Fondet, jeg havde forventninger om, at jeg giver stafetten videre ved udgangen af dette år.

-Jeg ser derfor frem til at overdrage opgaverne til Fondets øvrige medarbejdere og til Fondets ledelse med de to styreformænd for de to nationale afdelinger i spidsen.

Selv om udsigterne for en løsning nærmer sig, anerkender Fondet hans konklusion og ønsker for Thorbjørn Tønder Hansen, at der viser sig andre og betydeligt bedre muligheder for at sætte hans største styrker og engagement i centrum for opgaveløsningen i andre sammenhænge.

Den danske styreformand, Pia Gjellerup udtaler på Fondets vegne:

-Vi er i Fondet kede af, at vi ikke har haft mulighed for at opfylde udviklingen i den stilling, Thorbjørn Tønder Hansen blev ansat i, så Fondets formålsbestemte virksomhed kom i centrum.

-Vi anerkender det store arbejde, Thorbjørn har ydet for at genetablere fondsaktiviteterne efter Corona-forløbet i 2020-22, som ramte både Fondets virksomhed og Fondets to ejendommes drift særdeles hårdt. Hertil kommer det uforudset lange forløb med ejendomssalget i Danmark og de dertil knyttede udfordringer og opgaver af en karakter, der ligger meget langt fra Fondets formålsbestemte virksomhed.

Fondets danske og norske afdelinger vil nu sætte arbejdet i gang med at rekruttere en ny leder til Fondets virksomhed.

Nyhetsbrev

Du modtager om lidt en mail, hvor du skal bekræfte tilmeldingen!

Lukk
Lysebu