Morten Stræde om skulpturen:

Det er fem år siden, vi startede på projektet. Nu står ”Dobbeltlegeme” her på Shæffergården i sin snævre lysgård. Den har fået en udfordrende placering og et svært rum at stå i. For bygningen presser sig på fra tre sider. Derfor har skulpturen fået den størrelse, den har.Den skal kunne øve et vist pres tilbage på bygningen

.Per Ivar Vaagland havde et norsk ord for det, da vi stillede skulpturen op for tre uger siden: Skulpturen RUVER. Så vidt jeg forstod, betyder det, at noget fylder sin plads til bristepunktet. Det bliver vist bla. brugt om fjelde, at de RUVER. Man kan sige meget kort, at projektet rent skulpturelt handler om udveksling. Om tryk og modtryk. Det vil sige både at tage plads, og at give plads.  

På dansk hedder det, at ”noget finder sted”. Det er både en begivenhed og et konkret rum, der flettes sammen i den sproglige vending. Og det er nok det, kunsten og især skulpturen taler om: At steder og de begivenheder, der knytter sig til stederne, er vigtige.  

Billedhuggeres levebrød var i gamle dage gravminder og monumenter til erindring om en person eller en begivenhed. Man behøver blot at tænke på Johannes Wiedewelt, den danske billedhugger som først af alle i Europa indvarslede klassicismen i midten af 1700 tallet. Især hans epokegørende gesamt-installation i skovene omkring Jægerspris slot af omkring 50 skulpturer til erindring om berømte og betydningsfulde danskere.  

Hvis ikke alt omkring os skal flyde, og enhver begivenhed formidles- og straks glemmes på facebook, er vi nødt til at betjene os af fysikken. Det er med kroppen, ting opleves. Det er med hovedet og hjertet, vi erindrer. Det er foranderligt, noget endda flygtigt. I modsætning hertil står skulpturerne. De er ikke sådan at flytte. De kan vanskeligt formidles på internettet. De er besværlige at udføre. De er alt det modsatte af tidens krav. På alle måder en urimelig størrelse. Men de peger på et rum, der er større end den enkeltes parcelhushave, og en erindring som er længere end mands minde.  

Og gad vide om ikke det netop er skulpturens lange og tørre liv, som giver dybde og modstand til det korte og fugtige liv, vi hver især lever. Skulpturens metakrop fortæller både om kroppen, tiden og forgængeligheden over et længere stræk end det enkelte liv.  

Sådan et projekt, som det her kan ikke komme på plads uden hjælp fra mange mennesker. Derfor er der nogle, jeg afslutningsvis gerne vil takke. Først og fremmest Fondet for Dansk Norsk Samarbejde og Schæffergården for oplægget og invitationen til arbejdet. Dernæst Ny Carlsbergfondets direktion – Karsten Ohrt, Morten Kyndrup og Maria Fabricius, uden hvis generøse financiering skulpturen aldrig var blevet til virkelighed. Og endelig de håndværkere, som har sikret den fornemme udførelse: Stenhugger Flemming Brian Nielsen fra FBN stenhuggeri i Avedøre, og bronzestøber Ulf Ferrius fra Bangkok Studio Programme i Pracinburi, Thailand.  

Det var et stort arbejde at udføre skulpturen. Nu er den Jeres. Jeg håber I vil holde af den. Og jeg håber, at I vil passe på den.