Nærhed og adskillelse

1720-1814

Det fjerde og sidste bind af Danmark-Norges historie omhandler den lange fred fra 1720 til 1807 og den korte krig fra 1807 til 1814. Hertugdømmerne Slesvig og Holsten indgår med vægt i skildringen af helstaten; og bindet afsluttes af en skitse: Arven og mindet, der søger at tegne hovedlinierne i forholdet mellem de to lande og de to folk fra 1814 til i dag. I håb om at andre dermed vil blive provokerede til at skrive bogen herom. I helstatens lange historie var de to folk ikke hinanden nærmere end i disse 94 år. Derfor titlens ‘Nærhed’. Adskillelsen skyldtes da heller ikke indre kræfter, men ydre magtbud. Det var et stormagtsdiktat, der gennemtvang bruddet på tværs af danske og norske ønsker. For den storpolitiske magtbalance, der blev skabt på fredskongressen i Wien, var det en geopolitisk forudsætning, at Rusland kunne besidde det i 1809 erhvervede Finland uden at skulle frygte svenske revancheplaner; og England på sin side ønskede et stærkt Sverige-Norge over for Rusland.

De fire forfattere har hver for deres bind påtaget sig at besvare det gamle og samtidig evigt unge spørgsmål fra professorkonkurrencen i København i 1936, nemlig: "hvorledes forbindelsen mellem Danmark og Norge virkede på de to folk?". For en forelæsning på kun 20 minutter er det forståeligt nok nødvendigt at vælge et særligt aspekt. Det kunne være helstatskulturen, byrdefordelingen mellem statsdelene, den økonomiske helstatspolitik, eller statens militære apparat. Emner, som i bindet selvsagt indtager en fremskudt plads. Eller man kunne være dristig og søge at skitsere et svar på spørgsmålet: hvilke kontakter var der mellem jævne mennesker fra de enkelte statsdele? Valget er imidlertid faldet på den nok i dag mest interessante komponent i helstatens signalement, nemlig udviklingen af den bemærkelsesværdigt tidlige nationale identitet i Danmark og i Norge. Her afgrænset til den lange fredsperiode, før krigen gør billedet yderligere komplekst. Betinget af Danmarks og Norges særlige vilkår i den kulturelt og sprogligt sammensatte stat. Begge oprindeligt opstået i helstatens store hovedstad. Gensidigt befrugtende: den norske udvikling af den noget tidligere danske, og den danske takket være Norge markant orienteret mod den nordiske fortid. Begge nationale identiteter baseret på følelse såvel som på forstand. Og for Norges vedkommende med det både for samtiden og eftertiden påtrængende spørgsmål: ønskede de norske bærere af den tidlige nationale identitet udelukkende lige vilkår i staten? Var deres mål i virkeligheden en mere selvstændig stilling for Norge inden for helstaten? Eller drømte de mon i et længere perspektiv om politisk frihed?

 

Dansk identitet

Lad os starte med Danmark, hvor spørgsmålet om den tidlige nationale identitet endnu er bedst undersøgt. De der vil vide mere om emnet, eller som vil sætte sig ind i argumentationen, kan forhåbentlig få disse ønsker opfyldt, når bindet udkommer i august i år.

Omkring 1740 var enevælden under indflydelse af oplysningstidens tanker så småt begyndt at vise tegn på tolerance over for en offentlig mening med kontroversielle synspunkter. Og det er netop på det tidspunkt, vi først møder en artikuleret kritisk indstilling til de mange fremmede, som enevoldskongen tog i sin tjeneste og placerede i det statsstøttede erhvervsliv. Vi møder den inden for en lille gruppe af borgerlige akademikere, som ikke blot konkret så sig berøvet avancementsmuligheder i deres konges tjeneste, men som også følte det nationalt uværdigt, at fremmede skulle foretrækkes for landets egne børn. I 1745 organiserede de sig i et særligt selskab til fremme af forskningen i fædrelandets historie og til udvikling af et dansk sprog, der kunne honorere oplysningstidens krav om debat på modersmålet. Deres følelsesmæssige engagement var stærkt. Og deres samlende begreb var "Kærlighed til Fædrelandet" - det klassiske amor patriæ. De var Holbergs elever. Derfor har de utvivlsomt følt det tungt, at deres mentor i sin epistel nummer 119 i 1748 tog afstand fra deres tanker. Holberg ville ikke foretrække en udygtig landsmand for en dygtig fremmed; og selv satte han den kristne næstekærlighed over den kærlighed til fædrelandet, som hos de gamle jøder og grækere havde udartet til fremmedforagt og fremmedhad.

At enevoldskongen tog det unge selskab under sin beskyttelse og støttede det, kan umiddelbart undre. Formentlig var der tale om repressiv tolerance og om et politisk dikteret ønske om at kunne kontrollere udviklingen på dette kontroversielle område. For: hvad betød overhovedet begrebet fædreland? I samtiden kunne det betyde to ting. Det kunne betyde oplysningens kosmopolitiske og grænseløse Europa. Hvor den enkeltes fædreland var, hvor han levede som en loyal undersåt og en nyttig borger, uanset hvor han var født og hvilket sprog han talte. Det klassiske patria ubicunque bene: mit fædreland er der, hvor jeg lever vel. En holdning, som selvsagt hævdedes af den kosmopolitiske kreds af mænd i kongens råd, i hans administration og hær og ved hans hof. Og hvis fremmede sprog og kultur den hjemlige overklasse tillagde sig. Men fædreland kunne også betyde landet, hvor man var født og opvokset, hvis sprog man talte og hvis fortid man havde del i.

I 1759 blev det kosmopolitiske fædrelandsbegreb knæsat som det officielle i den tilladte offentlige debat. Det skete i bogen Tanker om Kærlighed til Fædrelandet, som en af enevældens unge danske klienter, Tyge Rothe, udsendte. Heri fastslog han ikke blot udtrykkeligt, at fædrelandet var, hvor man levede, og at Frederik 5. - "den kronede patriot" - kun indkaldte så mange fremmede for at bringe sine riger og lande op på Europas niveau. Han argumenterede også imod den alternative fædrelandsdefinition, der baserede sig på et simpelt fødestedskriterium - som han selvsagt blankt afviste. Og ikke uventet blev hans bog rost af anmelderne i tidens censurerede tidsskrifter.

De fleste af kongens loyale undersåtter tav. Men ikke alle. Hvad der rørte sig under overfladen, ved vi kun lidt om. Men i l763 kritiserede en af danskhedens talsmænd åbent og på tryk, at de fremmede, der levede i landet og af landet, ikke talte landets sprog. Og at de, hvis de endelig gjorde det, nedværdigede sig ved det. Forfatteren var ikke hvem som helst. Det var den unge professor i Sorø, Ove Høegh-Guldberg, som få år senere som politiker skulle komme til at spille en central rolle i udviklingen af den tidlige danske identitet og i styrets helstatspolitik. De fleste afventede imidlertid det tronskifte, som nu syntes at være nært foreståënde, og som erfaringsmæssigt ville medføre personudskiftninger i statsapparatet og en ny politik.
I 1766 døde Frederik 5. Jagten på de fremmede i magtens top gik straks ind. Et væsentligt angrebspunkt var deres fremmede fødsel og kultur og deres foragt for alt dansk. Og allerede året efter blev fædrelandet endegyldigt defineret ud fra et fødestedskriterium. Det skete i pjecen Brev om Kærlighed til Fædrelandet, der var forfattet af den unge norske jurist og bispesøn Eiler Hagerup. Heri afviste han kategorisk det kosmopolitiske fædrelandsgreb. I ærbødige, men umisforståelige vendinger argumenterede han endvidere for, at der nu var tilstrækkeligt mange kvalificerede indfødte, og at kongen og staten derfor ikke længere behøvede de fremmede. Og han gik videre endnu i sine krav, idet han argumenterede for, at indfødte burde ansættes, selv om de ikke var helt så kvalificerede som de fremmede. Eneret for de indfødte stod der ikke noget om i pjecen. Men den opmærksomme læser kunne se kravet mellem linierne.

Udviklingen af en tidlig national identitet i Danmark - med aktiv norsk medvirken - var forholdene taget i betragtning gået hurtigt. At den de følgende år skulle komme til at gå endnu hurtigere, skyldtes en af historiens tilfældigheder: Struensees l6 måneder lange diktatur. Hans ophævelse af censuren i september 1770 åbnede op for en flom af pjecer og artikler, som blandt andet afslørede markante udtryk for dansk - og ikke mindre for norsk - national identitet. Fremmed blev i de måneder definitivt ensbetydende med mennesker med tysk sprog og kultur - også kongens tysktalende og tyskkulturelle undersåtter fra hertugdømmerne. Og i retsopgøret efter diktatorens fald i januar 1772 indgik også anklager for at have indført tysk som administrationssprog og for at have udvist foragt for dansk kultur og tradition.

Struensees korte tid ved magten havde udløst tvivl om enevælden som forfatningsform og styreform, samtidig med at den havde afsløret nationale spændinger - mellem dansk og tysk og mellem norsk og dansk - som kunne true den mangesprogede og mangekulturelle helstat. De nye magthavere - hvoraf Ove Høegh-Guldberg snart skulle vise sig at være den ledende - indledte derfor en konsekvent politik med henblik på at styrke den rystede enevælde og den truede helstat. Det gjorde de gennem en bevidst borgerlig og dansk politik. Den politiske ledelse skulle herefter sammensættes af mænd, der kendte landets forhold. Dansk blev i alle sager om Danmark og Norge administrrationens og den politiske ledelses sprog, ligesom dansk blev kommandosprog i hæren i stedet for tysk. En latinskolereform i 1775 skulle lære de vordende embedsmænd og borgere at beherske deres modersmål; og styret sørgede for skolebøger, der kunne bestyrke kongetroskaben og fædrelandskærligheden - hvor fædrelandet udtrykkeligt defineredes som hele staten og alle kongens riger og lande. Herefter var tiden inde til at lægge slutstenen på plads i denne helstatspolitiske konstruktion. Det skete under store festligheder på kongens fødselsdag den 29.januar 1776 med loven om Indfødsretten, der fik forfatningskarakter, og som kort og godt dekreterede, at for herefter at få embede i staten, skulle man være født i staten. Det er ikke lykkedes forskningen at finde udenlandske forlæg for Indfødsretten. Ikke mindre interessant end lovens indhold er imidlertid dens modtagelse. Over alt i de danske byer blev der afholdt store og spontane fester, der klart viste, at loven opfyldte et stærkt følelsesmæssigt behov i byernes borgerskab. I den forbindelse er det tankevækkende, at det ikke er lykkedes at påvise tilsvarende spontane fejringer af loven i Norge og i de tysksprogede dele af hertugdømmerne.

I Danmark - og det vil endnu i praksis sige: i København - havde det i spændingsforholdet mellem dansk og tysk været danskerne, der havde været de aggressive; og mange af dem havde ikke kunnet eller villet skelne mellem tysksprogede og tyskkulturelle fra syd for Elben og kongens undersåtter fra "de tyske provinser". Der lå heri en god del - tildels erkendt - kulturel underlegenhedsfølelse. Stiklerierne til tyskerne fortsatte derfor, og øgedes endog efter magtskiftet i 1784, hvor den offentlige mening fik friere kår. Hovedstadens tysksprogede overklasse, der rummede så prominente navne som udenrigsminister A.P.Bernstorff, finansminister Ernst Schimmelmann og også brødrene Ludvig og Christian Ditlev Reventlow, havde konsekvent udvist en aristokratisk distance til de mange personligt nærgående angreb. Men i foråret 1789 kom der fra kredsen omkring Schimmelmann et skarpt gensvar - på tysk - der anklagede danskerne for kulturel middelmådighed og selvdestruktivt tyskerhad og for at fornægte kongens tyske undersåtters statsborgerrettigheder. Pjecen udløste den såkaldte Tyskerfejde, der rasede et år, for derpå at forstumme så brat, som den var opstået. Utvivlsomt efter indgriben fra højeste sted. Fra dansk side udkæmpedes fejden med en ny tids følelser, mens der fra tysk side svaredes igen med en svunden tids forstandsargumenter. Parterne talte ikke det samme sprog, og de kunne eller ville ikke forstå hinanden. Fra dansk side blev der stillet krav om, at tyskerne skulle leve på dansk; såfremt kongens tyske undersåtter skulle have embeder i staten, kunne de få det i de tysktalende dele af hertugdømmerne, og ikke andre steder; og det blev åbent sagt, at nok gik statens grænse ved Elben, men nationens grænse var Ejderen. Selv om branden var kortvarig, var dens spor ikke til at fjerne igen; og positionerne var klart markerede for det følgende århundredes nationale kamp om Slesvig.

 

Norsk identitet

Under Tyskerfejden havde en taktisk begavet tysker søgt at skyde en breche i den dansk-norske front ved at hævde, at Norge ligesom hertugdømmerne blev stedmoderligt behandlet af Danmark. Den danske afvisning havde været skinger, og den afslørede umiddelbart, at tyskeren havde ramt en nerve. Men: hvor stod nordmændene egentlig i den dansk-tyske strid? Havde de selv på det tidspunkt udviklet en national identitet?
Svaret er: ja. Vi møder den tydeligt i den korte trykkefrihedsperiode efter censurens ophævelse. Her skriver vrede nordmænd - overvejende studenter og embedsmænd, der for kortere eller længere tid opholdt sig i helstatens hovedstad - vrede klager over styrets tilsidesættelse af Norge og norske interesser. Og det er netop vreden, der uvilkårligt afslører den underliggende identifikation med Norge og norsk. Klagerne gælder kornmonopolet, savnet af et norsk universitet og en norsk bank, favoriseringen af København og mangelen på særnorske forvaltningsorganer i lighed med de institutioner, kongens tyske provinser besad. Denne nationale identitet er knyttet til Norge - til hele Norge og ikke kun til en del af landet - og til kongerigets glorværdige historie før 1380. Her ligner den umiddelbart den tilsvarende danske nationale identitet, således som den udviklede sig efter 1740. Men på væsentlige punkter er den forskellig fra den danske. Den omtaler således med respekt og som et nationalt symbol den frie norske odelsbonde - i bevidst modsætning til den slavebundne danske fæstebonde. Den identificerer sig med den storladne norske natur, som positivt har præget nordmandens karakter. Modsat Danmark, hvor naturen - ihvertfald i malerkunsten - først tillægges en national betydning sent i 1830’rne. Den er heller ikke vendt mod fremmede, og den rummer ingen danskfjendtlige træk. Og hvor sproget spillede en central rolle for udviklingen af den tidlige danske nationale identitet, nævnes det norske sprog ikke som en del af norsk national identitet - hverken da eller i årene op mod adskillelsen. For mig at se skal de ret få udsagn om nordmænds beskæftigelse før 1814 med det gamle norske sprog og med den norske almues sprog, som navnlig ældre norsk forskning har lagt vægt på at fremdrage, ses som sprogvidenskabelige og antikvariske engagementer, således som vi også finder det i Danmark i 1600-og 1700-tallet. Og de få viser, som norske poeter sent i 1700-tallet skrev på dølemål, skal snarere registreres som litterære fænomener. Fraværet af det gamle norske sprog i de udsagn, der direkte eller indirekte udtrykker en norsk national identitet, er væsentligt. Og tankevækkende. For de verdslige og gejstlige embedsmænd, der frem for alt var bærerne af denne tidlige nationale identitet, var det norske skriftsprog det, der stod at læse i Christian 4.s og Christian 6.s bibel og i Christian 5.s lovbog.
At denne norske nationale identitet kom frem i forbindelse med den korte trykkefrihedsperiode 1770-72, er selvsagt ikke ensbetydende med, at den opstod på det tidspunkt. Kritikkens artikulerede karakter - og også de formuleringer, der bruges i forbindelse med udsagnene om national identifikation - efterlader indtryk af, at det har været noget, der har været drøftet tidligere - i fortrolighed mand og mand imellem. Fordi det stred mod kongetroskab og embedsed og mod styrets helstatspolitik. Min egen fornemmelse er, at den har udviklet sig i København i norske akademiske kredse i umiddelbar forlængelse af den danske udvikling. Men endnu må dette spørgsmål stå åbent.

At en offentligt artikuleret norsk national identitet var politisk ubekvem, var tydeligt straks fra starten. I Norske Selskab, der blev stiftet i foråret 1772, var det dog anakreontisk poesi, der fyldte versprotokollen - ikke politisk. Wessels forfatterskab er blevet røntgenfotograferet og DNA-testet for norsk-nationale udtryk. Men forgæves. Kom han undtagelsesvis i berøring med politik, priste han kongetroskaben og helstatsloyaliteten - og gjorde godmodigt grin med sine landsmænds nationalstolthed. Det var en anden norsk poet: Johan Nordal Brun, der i ungdomelig ubetænksomhed udsatte sig for styrets mishag. Det skyldtes dog ikke den skålvise: For Norge, Kæmpers Fødeland, som han forfattede under sit besøg i København ved årsskiftet 1771/72, med dens ord om, at "vi sødt om Frihed drømme. Dog vågner vi vel op en Gang, og bryder Lænker, Bånd og Tvang". Ganske vist kunne den ikke trykkes frem til 1814, ej heller synges offentligt. Men den kom aldrig til at blokere Nordal Bruns regelrette embedsvej frem til bispestolen i Bergen i 1804. Det gjorde derimod hans bombastiske fremhævelse af nordmændenes moralske overlegenhed i forhold til danskerne, i forbindelse med udsendelsen af hans to tragedier: Zarine og Einer Tambeskielver. Den slags var de danske læsere ganske vist vant til at måtte lægge øren til, uden at de elskede nordmændene mindre af den grund. Men i 1772 befandt helstaten sig på randen af en krig med Sverige, efter at Gustav 3. havde gjort sig enevældig og nu tydeligt tragtede efter at bemægtige sig Norge. I den situation var det en let sag for anmelderne at anklage den unge norske teolog for svigtende kongetroskab og helstatsloyalitet.

Nordal Brun måtte forsvare sig. Og det gjorde han i 1773 i pjecen Til Nordmænd om Troskab mod Kongen og Kærlighed til Fædrelandet. I sin korthed en hovedkilde til den tidlige norske nationale identitet, netop fordi dens forfatter i den konkrete situation var nødt til at udtrykke sig klart - både over for styret og sine landsmænd. Han erkendte, at nordmanden havde to fædrelande. Et naturligt, som var Norge. Og et politisk, som var helstaten. Men han skrev også, at nordmændene og danskerne var brødre og kongen deres far. Derfor havde nordmændene ret og pligt til at klage. Og Norge ville fortsat klage. Til det vandt sin ret.

Krisen drev over. Den politiske såvel som den nationale. Men en spændingsfyldt dobbelthed var blevet synlig for alle. Det var endvidere tydeligt, at styret var indstillet på at gå langt i sin repressive helstatspolitik - uden at det ville gå så langt, at det risikerede at sætte det norske embedsværks loyalitet på en prøve. Men erkendelsen af dobbeltheden voksede sig gradvist stærkere. Og den fremstod tydeligt i den pjece, som den 56-årige sorenskriver i Sunnfjord, Hans Arentz, udsendte i 1787 under titlen Grundtegning af den fornuftige norske Patriotisme. Her var det en erfaren embedsmand med en solid juridisk ballast, der udtalte sig. Besindigt, men samtidig tydeligt. For Hans Arentz havde nordmændene kun ét fædreland: deres fødeland Norge. Hertil var de knyttet med stærke følelser. Det var en naturdrift. Nordmandens mål var derfor "det norske Lands og Folks almindelige sande Vel". Norges konge var imidlertid også konge af Danmark, og derfor var nordmændene moralsk forpligtede over for Danmark og danskerne. Det skyldte de i det mindste deres konge.

Kravet om lighed mellem statsdelene går igen fra Nordal Brun og fra trykkefrihedesårenes klager. Men ville nogle i Norge mere end lighed? Havde nogle også vidererækkende politiske visioner om frihed for Norge? På det punkt er embedsmanden Hans Arentz kryptisk. Han havde beskrevet den fornuftige norske patriotisme - det vil sige den norske nationale identitet i teori og praksis - "endog uden at se på, hvorvidt den uden Foreningen kunne bestå og understøtte sig selv". Forholdt det sig sådan, at også sorenskriveren i Sunnfjord i l787 kunne "sødt om Frihed drømme"? Og at andre nordmænd gjorde det samme? Mindre end tre år senere - den 11.marts 1790 - vovede ihvertfald fire repræsentanter for østlandspatriciatet liv og blod for deres norske fædreland, da de mødtes i Värmland på den svenske side af grænsen med Gustav 3.s fortrolige, Gustaf Mauritz Armfelt. Hvor de drøftede en eventuel svensk støtte til en norsk opstand. Hvad de ville, var et frit og uafhængigt Norge. Hvad Armfelt og hans herre ønskede, var en indlemmelse af Norge i Sverige. Da de fire nordmænd forstod det, var konspirationen til ende. For denne gang.
Det samme er denne drøftelse af den tidlige norske nationale identitet. I sagens natur er kilderne yderst få og forsigtigt affattede. En af de kildegrupper, det formentlig vil lønne sig at gennemarbejde, er de tre kampagner i 1771, l793 og 1809 for at få et norsk universitet. I de to første mobiliseringer i universitetssagen: i 1771 og i 1793 var styrets holdning klart afvisende. Det ønskede ikke særnorske institutioner, der kunne udgøre grundlaget for videreudviklingen af en norsk national identitet. Hvorvidt de norske universitetskrav udelukkende tilsigtede at skaffe de unge nordmænd en billigere og bedre undervisning i deres fædreland, har man dog lov at sætte spørgsmålstegn ved. Enkelte debattører sagde eller lod skinne igennem, at universitetskravet i virkeligheden var et vikarierende motiv - og velmotiveret i oplysningstidens højsommer - for videregående politiske krav. Og de skingre benægtelser og loyalitetsforsikringer fra debatdeltagerne efterlader unægtelig indtryk af, at der var noget sandt i påstanden. Den tredje mobilisering i 1809, der førte til åbningen af Det kongelige Frederiks Universitet i sommeren 1813 for de første 17 studenter, må selvsagt ses i krigens komplicerede kontekst.

 

Adskillelsen

Sammenfattende vil jeg sige, at jeg i min behandling af den lange fredsperiode fra 1720 til 1807 - og naturligvis også af de syv krigsår fra 1807 til 1814 - har lagt vægt på at fremstillle og forklare udviklingen af en i en europæisk kontekst tidlig artikuleret national identitet. Både i Danmark og i Norge. Med ligheder, men også med forskelle, og under alle omstændigheder indbyrdes forbundne. I begge kongeriger blev den båret frem af en embedselite, hvis mænd samtidig var enevældens og helstatens tjenere. I forhold til befolkningstallet var de få. Men det var dem, der udtrykte den offentlige mening, og som i revolutionsårene søgte at overtale styrets mænd til at acceptere fiktionen om den opinionsstyrede enevælde. Og det var deres sønner, der skrev grundloven på Eidsvoll.

Stormagternes diktat i 1814 sparede de to folk for en national skilsmisse. Hvornår den ville være sket, og hvordan den ville have forløbet, kan vi ikke vide. Men med erfaringerne fra skilsmissen mellem Danmark og hertugdømmerne har vi nok lov at antage, at processen ville være blevet langvarig og pinefuld. At den ville have kastet lange skygger. Og at den ville have umuliggjort udsendelsen af en Danmark-Norges historie på så tidligt et tidspunkt som i de Herrens år 1997 og 1998. 

Nyhetsbrev

Du er påmeldt vårt nyhetsbrev!

Lukk
Schæffergården Lysebu