Lysebu 1996

Skulptur av Erik Varming

En billedkunstner sad en sommer og så på en myre, der havde forvildet sig ind i et sommerhus.  Det var Erik Varming. Varming omformede sine observationer den sommerdag i en skulptur. Skulpturen har navnet «Lysebu 1996», og den er en ab­­strak­­tion over myren. En stor pragtfuld polykrom skulptur i pagt med det sted, hvor den står.

Skulpturen »Lysebu» er den største skulptur kunstneren indtil da har udført. Den er en gave fra  Ny Carlsbergfondet.

Erik Varming, der er født i 1942, er uddannet på Kunstakademiet i København fra 1960 til 1966 hos Mogens Bøggild og Poul Holm Olsen. Han overtog i 1990 sidstnæntes lektorat på Kunstakademiet og underviser der sideløbende med sit virke som aktiv billedhugger. Han har udstillet både som medlem af Kunstnersammenslutningen Kammera­terne og i separatudstillinger. I 1993 viste Erik Varming for første gang sine skulpturer i Norge ved en udendørs ud­stilling på Lysebu. Mødet mellem Varmings kunst og Lysebus natur var så helstøbt, at en gave af  denne kunstners værk var et stort ønske, som nu er blevet opfyldt.

Barokkens mangefarvede, polykrome, skulpturer fangede kunstnerens interesse under ophold i Italien, siden har han vedholdende udforsket denne udtryksform. De mange forskellige sten, hver med sin hundredtusindårige historie, har  fundet sammen i skulpturen på Lysebu. Der er tale om naturens egen polykromi - ingen lånte fjer, ingen påsmurt farve, men farver nedlagt gennem millioner af år i granit, i marmor, i alle typer sten.  Fra Sverige kommer den sorte diabas, som er i familie med basalten, fra Tranås – også i Sverige – er den store næsten cirkelrunde røde krop. De store kugleformede grønne øyne, som ser alt og ser langt, har deres oprindelse i Afrika, blå og gule sten er kommet helt fra Brasilien, en lysegrøn fra ­Indien -og alle er de købt i Carrara i Italien og bragt herop. Et par store natursten fra stranden i Asnæs på Sjællands nordvest kyst, hvor kunstneren bor og arbejder, er med i denne naturens mangfoldighed. I sol,­ ­i sne, i regn, i al slags vejr vil disse sten til stadighed finde nyt liv, hver for sig og i fælles­skab, i stadig foranderlighed.

Skulpturen er som et universelt væsen, der har indtaget sin plads på en plade og en sokkel af feldtspat - et pragtfuldt stykke lab­rador eller larvikitt, brudt i Larvik. Feldtspat er fællesbetegnelsen for jordskorpens vigtigste og mest udbredte bestanddel. En ganske lille del af vor fælles jordskorpe bærer nu vor skulptur. Den specielle labrador, er kendetegnet ved, at den i særlige belysninger tilbagekaster lyset med pragtfuldt himmelblåt, dybblåt, rødligt eller guldgult skær.

Nyhetsbrev

Du er påmeldt vårt nyhetsbrev!

Lukk
Schæffergården Lysebu