Naja Marie Aidt og Linn Ullmann på Lysebu

Forfattermøde på Lysebu!

Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde har den store glæde af at byde velkommen til et forfattermøde på Lysebu den 28. august kl. 19:00 med den danske forfatter Naja Marie Aidt i samtale med den norske forfatter Linn Ullmann.  Med udgangspunkt i Naja Marie Aidts nyeste bog ”Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage. Carls bog”, og Linn Ullmanns ”De urolige” skal de to forfattere føre en samtale om familie og sorg. Samtalen ledes af journalist Alf van der Hagen.

Naja Marie Aidt og Linn Ullmann har på hver sin måde skrevet om det helt nære; om familielivet og om det at miste og om den altomfattende sorg, som tabet fører med sig. Deres bøger er smukke og stærke beretninger. Forfatterne deler med os læsere de allermest sårbare følelser vi mennesker kan have, når vi elsker og når vi mister dem vi elsker.

Vi glæder os til en hyggelig aften. Hjertelig velkommen.

 

Om Naja Marie Aidts bog ”Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage”

I marts 2015 døde Naja Marie Aidts søn Carl i en ulykke, 25 år gammel. ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog” er en ærlig bog om, hvordan sorg er, hvordan den forandrer ens forhold til virkeligheden, til ens nærmeste og til tiden.

Hvordan nærmer man sig det umulige: at skrive om sit døde barn? I romanen er formen brudt op. Vi læser korte prosastykker henvendt til Carl, som veksler med lyriske passage og brudstykker fra nutiden som glider over i erindringsglimt og dagbogsnotater fra fortiden og nutiden.

”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage” er på én gang en hudløs beskrivelse af, hvordan livet efter et tab kan fortsætte, og hvordan den vi har mistet finder plads iblandt de efterlevende, og samtidig er bogen en udforskning af poesiens sprog om familie, kærlighed og sorg.

 

Om Linn Ullmanns bog ”De urolige”

Med stor alvor og en god del humor har norske Linn Ullmann med "De urolige" skrevet en fængslende fortælling om familie, glemsel, sorgbearbejdelse og om de mange historier, der udgør et langt liv. Syv år efter faderens død, dukker en båndoptager op i en kasse på loftet. Faren ønskede at "organisere sin epilog" og dokumentere sin aldring i en bog skrevet sammen af far og datter. Det var nøje planlagt: det skulle bare være dem og en båndoptager - håndterligt og kontrolleret. Da de sad med båndoptageren imellem sig, havde alderdommen dog fået tag i faderen på en måde, der gjorde at samtalerne blev noget andet end forventet.

Linn Ullmanns roman ”De urolige” er en smuk lyrisk roman, der handler om kærlighed og familie, en rørende beretning om et barns kærlighed til forældrene, men også om den ensomhed et barn kan opleve, når man vokser op mellem to ambitiøse kunstnerforældre. 

Medvirkende

  • Naja Marie Aidt (DK)

    Forfatter
  • Linn Ullmann (NO)

    Forfatter
  • Alf van der Hagen

    Interviewer

Nyhetsbrev

Du modtager om lidt en mail, hvor du skal bekræfte tilmeldingen!

Lukk
Lysebu